Der er en vis debat om, hvor effektive ultralyds-fugleafvisere faktisk er.
Udgangspunktet er lyd – fugle har mere følsom hørelse og kan registrere højere frekvenser (op til 20 kHz) end mennesker. Ultralydsenheder udnytter dette ved at udsende høje lyde, der er beregnet til at genere fugle og forårsage ubehag.
I kontrollerede eksperimenter har ultralydsapparater vist sig at afskrække visse fuglearter. Resultaterne er imidlertid blandede, og effektiviteten synes at være afhængig af flere faktorer.
I den virkelige verden virker effektiviteten begrænset. Fugle må kun afvises over korte afstande og kan over tid vænne sig til lydene. Nødopkald og rovdyrlyde kan fungere bedre end bare høje frekvenser.
Det er vigtigt at placere og flytte enheder for at forhindre tilvænning. Men selv da er fuldstændig beskyttelse sjælden. Professionelle skadedyrsbekæmpelseseksperter ser begrænsede resultater fra ultralydsenheder alene.
Lydene har en tendens til at have en meget kort rækkevidde og kan blokeres af genstande. Det er svært at dække et stort område.
Der er bekymring for, at lyde kan påvirke gavnlige fuglearter eller sangfugle, ikke kun skadedyr. Lydene aftager dog over afstand.
Ultralydsenheder markedsføres ofte stærkt, men videnskabeligt bevis for effektivitet mangler. De fleste beviser er anekdotisk.
Så sammenfattende - ultralydsenheder kan give delvis og kortvarig lindring for nogle fugleproblemer, men typisk ikke en selvstændig løsning. Mere pålidelige fugleafskrækkende midler involverer normalt flere metoder, der bruges sammen.
